Cirkus Trapez på Pedershave.
Onsdag formiddag den 15. september, havde Pedershave fint besøg af Cirkus Trapez og rigtig mange beboere kom udendørs til forestillingen. Derudover var der også besøg af flere børn fra dagplejen, børnene glædede sig meget og var meget interesserede i dyrene.
Det var et ”ægte” cirkus med dyr og artister. Publikum blev budt velkommen af en fin manege og popcorn maskinen var i gang. Der blev delt popcorn ud og den lille frække ged Elsa var rundt og tigge hos alle.
Forestillingen gik i gang og der var både geder og heste der optrådte, både store og små. Gederne var vist de frækkeste. Artisterne jonglerede med kegler, snurretoppe og hatte. De fjollede med publikum som klappede begejstrede af de dygtige artister.
Da cirkusprinsessen gjorde sin entre, gik der et sus gennem alle. Hun var meget smuk og yndig. Og det var utrolig dygtigt artisteri med hulahopringe, vi måtte opgive at tælle hvor mange hun jonglerede med – men der var MANGE!
En fin og oplevelsesrig formiddag med cirkus og det holdt heldigvis tørvejr.